FOR HELVEDE JEG ER KOMMET AFSTED UDEN MIN TELEFON…

Det var sådan cirka første reaktion, da jeg havde glemt min telefon derhjemme den anden dag. Jeg kunne se frem til en dag uden min telefon. 

Åh nej, jeg ventede et vigtigt opkald, kunne ikke tjekke ind med teenageren, tjekke mail, høre min musik eller få en dosis nyheder og sociale medier. Det skabte en del uro og ubehag.

Hvad nu hvis… Tankerne drønede rundt. Det var pisse irriterende.

Men der var ikke så meget at gøre, andet end at koncentrere mig om det jeg var i gang med. 

Lige så stille gav jeg slip på ”hvad nu hvis-tankerne” og accepterede at jeg først fik adgang til telefonen om eftermiddagen. Altså efter at have gennemtænkt scenarierne; at teenageren godt kunne få hjælp andre steder, at det var muligt at få fat på mig, hvis huset brændte, at min telefonsvarer virker og der kan efterlades besked osv.

Her på den anden side (med telefonen indenfor behagelig rækkevidde) er det tankevækkende at det kan udløse så stærk en reaktion. 

Tænk at jeg har trænet mig selv til, at have instant adgang til mange funktioner som føles som livsnødvendige, men jo ikke er livsnødvendige.

Tænk at jeg har vænnet mig til at være tilgængelig hele tiden og har fået skabt et behov for det, der føles meget vigtigt. Det udløste i hvert fald uro da jeg ikke kunne være tilgængelig, det gav en fysisk reaktion.

Da det havde lagt sig indfandt roen sig. 

Lidt dybere vejrtrækninger, mens jeg kiggede planløst ud af vinduet i pausen. Tankerne der fik lov til at komme og gå og udvikle sig – uden at jeg kunne give efter for min trang til at tjekke forskellige ting på nettet. For den trang opstod igen…. Og igen.

Det endte faktisk med at blive helt rart og føltes som et frikvarter. 

Jeg behøvede ikke at passe mine ”digitale forpligtigelser”, tjekke om der var kommet noget. Jeg kunne ikke slå op, tjekke dit og dat og det var heller ikke så vigtigt.

Konklusionen på den ufrivillige pause må være: 

Hold nu op – når jeg mærker på krop og tanke hvad mit skærmforbrug gør ved mig på godt og ondt – giver det mig et uvurderligt perspektiv på to ting:

  • Hvor vigtigt det er at blive bevidst om hvor meget skærmen kan kidnappe mit liv (Hallo læg lige mærke til det, Dea)
  • Og vigtigheden af – gennem Digital bevidsthed – at tage styringen tilbage, så jeg kan få det liv jeg ønsker, både offline og online. (Tage mig selv i nakken og komme tilbage til gode vaner igen og igen og igen)

Den pause og refleksion bør være en jævnlig øvelse.

PRØV DET – PRØV DET.

Efterlad en kommentar